Kun tre ting i dit lokum: pis, lort og papir

​22. marts er Vandets Dag. I den anledning kommer Kerteminde Forsyning – Spildevand sammen med 30 af landets øvrige spildevandsselskaber med et opråb. Kun tre ting i dit lokum, tak: pis, lort og toiletpapir.


Desværre bruger mange toilettet og køkkenvasken som skraldespand. Især madlavningsfedt i

køkkenafløbet og fiberklude og hår i toilettet er en dræber for ledningsnet og pumper. Og problemet er

stigende. 

 

  Se en lille video fra den landsdækkende kampagne, der synger budskabet hjem. 


Jette Dirksen, miljøtekniker på Kerteminde Renseanlæg, fortæller: ”Hvert år bestiller vi slamsuger til at suge 30 ton propper bestående af fedt, fiberklude mm. ud af systemet. Det er kræver ressourcer, vi hellere ville bruge andre steder, og det fordyrer spildevandsrensningen for kunderne. I 2016 havde vi hele 148 tilfælde af tilstoppet ledningsnet. Du skal også tænke på, at problemet med fedtpropper ikke kun findes i det offentlige kloaknet. Fra 2013 til 2016 har vi set en eksplosion på 80 procent i antallet af rotter i kommunen, og de tiltrækkes i stor stil til hjemmene på grund af fedt i kloakrørene. Læg dertil at en kloak, der er tilstoppet med hår, fedt, fiberklude mm. stinker og øger risikoen for oversvømmet kælder. Og er det kloakledningen på din egen grund, skal du selv betale for slamsugeren”


Hvordan slipper man så af med det klamme køkkenfedt? 


Jette Dirksens råd: ”I skraldespanden med det! Har du lidt fedt på en pande, så tør det af og smid

køkkenrullen i skraldespanden. Har du en stor mængde fedt, fx fra flæskestegen eller frituren, så hæld det op i en tom mælkekarton eller tilsvarende og smid kartonen i skraldespanden. Og hvis der nu alligevel kommer mindre prop i systemet på din grund, så brug ikke afløbsrens. Kogende vand er lige så effektivt og meget bedre for miljøet. Bruger du engangsklude af fibre, så smid dem i skraldespanden. De skaber kun problemer i toilettet. Det samme gælder hår – af sted i skraldespanden med det.”


Landsdækkende kampagne går i luften i dag

30 spildevandselskaber, herunder Kerteminde Forsyning – Spildevand, er gået sammen om en

landsdækkende kampagne på Facebook og i TV2’s reklameblok: Fire sjove små musikvideoer, hvor

budskabet om kun pis, lort og papir i lokummet synges ud i de danske hjem. Pis, lort og toiletpapir – og

intet andet – skaber den kloakcocktail, som spildevandsselskaber klapper i hænderne ad. Det er nemlig den blanding, der gør, at klamt spildevand renses perfekt og bliver til rent vand, der sikrer os blå flag ved stranden. Kampagnen kan findes på www.facebook.com/kun3tingiditlokum. 

Kerteminde Forsyning A/S    Kohaven 12    5300 Kerteminde    Kundeservice: 70 25 33 33    ​E-mail: forsyning@kertemindeforsyning.dk
​ Vagttelefon (akutte henvendelser) Spildevand: 65 32 55 37    ​Vagttelefon (akutte henvendelser) Vand/varme: 21 24 51 50​