Ledig stilling: Projektleder søges

10. november 2022 - 07:35


Er du klar til at indtage en vigtig rolle i udfasningen af gasopvarmning og sætte skub i overgangen til fremtidens fjernvarme?

I jobbet som projektleder kan du se frem at blive en central brik i forhold til styring og gennemførelse af store gaskonverteringsprojekter i tæt samarbejde med interne og eksterne aktører.

Med et samlet team på 6 dygtige kolleger, med forskellige ansvar, bliver du en del af plan- og projektafdelingen i Kerteminde Forsyning. Du vil dermed referere til plan- og projektchefen samt deltage i et tæt samarbejde med teknikere, driftsledere, eksterne rådgivere og entreprenører.


Gennemførelse af store gaskonverteringsprojekter

Kerteminde Forsyning er i gang med flere større projekter, hvor naturgas skal erstattes med fjernvarme. Du vil få en vigtig rolle i denne proces, og dit primære arbejdsområde bliver inden for etablering af fjernvarmeforsyningen i byområder, hvor naturgasforsyningen udfases.

Din rolle i forbindelse med projekterne bliver at sikre løbende fremdrift, dels via dit eget aktive bidrag og styring af alle projektets faser og dels ved at koordinere indsatsen fra projektets deltagere.

De konkrete opgaver byder blandt andet på

  • Projektledelse, tilsyn og koordinering i udførelsesfasen af entreprenørarbejde
  • Tæt dialog med kunder vedrørende aftale om fjernvarmetilslutning og tekniske afklaringer
  • Samarbejde med rådgivere gennem hele projektfasen
  • Monitorering og opfølgning på projektøkonomien
  • Rapportering af fremdrift i processen
  • Myndighedsbehandling i tæt samarbejde med rådgivere

Din base bliver på kontoret i Kerteminde, hvor du får et tæt samarbejde med dine kolleger på tværs af flere afdelinger.


Erfaren projektleder med god forståelse for anlægsprojekter

Din uddannelsesmæssige baggrund er formentlig maskinmester eller ingeniør – dog kan en anden teknisk uddannelse, der matcher jobbet, også være relevant. Ideelt set har du nogle års erfaring fra forsyningsbranchen, dog forventes det, at du allerede har været involveret som projektleder i udførelsen af anlægsprojekter.

I denne stilling vægtes ønsket om det gode samarbejde og et højt service- og kvalitetsniveau over for kunder og samarbejdspartnere. Det er derfor vigtigt, at du kan identificere dig med den tilgang. Du bliver en del af et mindre team med et stærkt sammenhold, og som hjælper hinanden med både store og små opgaver.

Det forventes, at du er godt bekendt med de mest gængse IT-systemer, herunder især MS Office. Og så har du kørekort (B) og kan stille egen bil til rådighed.


En selvstændig rolle med gode udviklingsmuligheder i en nærværende virksomhed

Du får her muligheden for en selvstændig stilling med gode udviklingsmuligheder, hvor du kan præge dine projekter fra start til slut og med en høj grad af frihed til at planlægge din egen arbejdsdag.

Du bliver en del af en virksomhed, som vægter et godt arbejdsmiljø, trivsel og ordnede forhold for medarbejderne højt.

Du kan læse mere på denne hjemmeside.

Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Mikkel Nielsen hos PeopleLink på 4031 8113 for yderligere oplysninger, eller send os din ansøgning og dit CV via ’Søg Stillingen’ på People Links hjemmeside hurtigst muligt.

Til nyhedsoversigten