Opdateret tidsplan for fjernvarme i Munkebo Syd – se hvad det betyder for dig
04. december 2025 - 07:50
Vi har opdateret vores plan for fjernvarme i Munkebos syd-områder.
Vi er gået i gang med at etablere en stor fjernvarmeledning, der skal forsyne boligområderne syd for hovedvejen.
Hvornår sker arbejdet i dit område?
- I starten af 2026 går vi i gang med etablering af fjernvarmeledninger i boligområderne i SYD1.
- SYD2 og SYD 3 skal efter den nye plan være færdige senest 2027.
Klik her for at se vores opdaterede tidsplan og vejoversigt.
Vi håber, du har forståelse for, at der kan forekomme ændringer af tidsplaner for så store projekter som dette. Den forandrede tidsplan skyldes bl.a. de rigtig mange ekstra kunder, vi har fået - og det store arbejde med at etablere en ledning fra varmecentralen i Munkebo ned til syd-områderne.
Afkobling af gas – hvad skal du (måske) gøre?
Ændringen af tidsplanen betyder, at du eventuelt skal kontakte gasselskabet EVIDA og udskyde en dato for afkobling af gasforsyningen. Årstallene i vores opdaterede tidsplan og årstallet på din ansøgning om tilskud til gasafkobling skal nemlig stemme overens. EVIDA kan rådgive dig herom.
Hyppigere information fremover
Vi oplever langt større tilslutning til fjernvarmen end forventet – over 80 procent af boligejerne i Munkebo har indgået aftale med os. Det er positivt, men det har også skabt ekstraordinær travlhed. Vi må konstatere, at vi ikke har informeret godt nok undervejs. Det retter vi op på nu. Fremover får modtagere af vores nyhedsbrev opdateringer mindst én gang i kvartalet – og oftere, hvis der er særligt nyt.
Klik her for at tilmelde nyhedsbrev om fjernvarme.
I de næste nyhedsbreve og her på vores hjemmeside orienterer vi om tidsplaner for gaskonvertering og varmelevering i de enkelte områder.
Inden vi etablerer fjernvarme i de enkelte veje i syd-områderne, lægger vi et brev med tidsplan og praktiske oplysninger i postkasserne.