×
Menu

Munkebo Genbrugsplads skal renoveres

06. juni 2019 - 16:23

Det har i flere år været kendt, at Munkebo Genbrugsplads’ fremtid skulle til serviceeftersyn. Pladsen er stærkt nedslidt og lever ikke op til fremtidens miljøkrav.


Kerteminde Kommunes Miljø- og Teknikudvalg valgte på sit møde 4. juni at anbefale byrådet, at Munkebo Genbrugsplads skal renoveres.  


Udvalget anbefaler dermed, at den nære service i Munkebo skal opretholdes. 

Serviceløft for åbningstider


På Kerteminde Genbrugsplads kan man selv lukke sig ind i ubemandet åbningstid året rundt kl. 7-21 ved hjælp af nummerpladescanner. Det er yderst populært. Når Munkebo Genbrugsplads genopstår nyrenoveret, vil den få samme, lange åbningstider og nummerpladescanner. 

Hvilke typer affald tager den nye plads imod?


På pladsen vil du have mulighed for at aflevere haveaffald og 6-8 af de øvrige, mest almindelige affaldstyper (f.eks. plast, træ, store papkasser m.m.). Samtidigt vil du få hentet langt flere typer affald hjemme med de nye affaldsbeholdere: madaffald, restaffald, småt pap og papir, glas og småt metal, batterier, småt elektronik. Det er også muligt at tilmelde sig at få hentet haveaffald hjemme via en ny ordning med havespand. 

Hvilke typer affald tager den nye plads ikke imod?


Pladsen kommer ikke til at kunne modtage møbler, farligt affald, stort elektronik, hårde hvidevarer og andre affaldstyper, som man normalt kun har behov for at aflevere en sjælden gang. Når du en sjælden gang i mellem skal af med disse affaldstyper, tager Kerteminde Genbrugsplads få minutter væk med glæde imod. Denne ordning mener vi er bedst, når pris og miljø skal afvejes. 

Ingen bemanding, men dog tilsyn


Den renoverede plads vil være ubemandet, men vi vil naturligvis føre tilsyn med pladsen. Vi vil også opdatere skiltene på pladsen, så de bliver tydeligere og ligner de ikoner, de nye affaldsbeholdere ved hjemmene får. 


Det er nu op til byrådet at træffe den endelige afgørelse på dets møde d. 27/6. 
Renoveringen ventes at starte i 2020 eller 2021. 

Til nyhedsoversigten