Årsregnskaber 2022: Forsyningen har fortsat god, stabil økonomi

28. april 2023 - 11:45

 

Kerteminde Forsyning kom ud af 2022 med god og stabil økonomi, der sikrer kunderne mod ubehagelige overraskelser på regningerne i en tid med inflation og udhuling af reallønnen. Årets overskud steg i 2022 til 16 mio. kr. fra 9 mio. kr. i 2021.

Kerteminde Forsyning er ikke et profitselskab. Så når der er overskud, sendes det tilbage til kunderne eller bruges til investeringer i grøn omstilling og miljøtiltag. Det kan fx være den modernisering af kloaknettet, der finder sted disse år.

Moderniseringen skal beskytte vandmiljøer mod overløb af urenset spildevand og sikre kældrene i folks boliger mod oversvømmelse efter kraftige regnskyl.

Jeg er virkelig godt tilfreds med, at Kerteminde Forsyning er økonomisk stabil i en volatil tid med krig i Europa, inflation og en fremtid, der nok tegner sig mindre forudsigelig, end vi har været vant til. - Direktør for forsyningen, Michael Høj-Larsen.

 

Direktør Michael Høj-Larsen, bestyrelsesformand Hans LuunbjergForsyningens direktør, Michael Høj-Larsen, og bestyrelsesformand Hans Luunbjerg. 

 

Med regnskabet for 2022 nærmer Kerteminde Forsynings omsætning sig 200 mio. kr. I 2022 handlede forsyningen med 79 firmaer i kommunen. Det kan være entreprenøren, der udfører gravearbejde i forbindelse med de store fjernvarmeudvidelser. Det kan være VVS’eren, som opsætter varmemålere i de mange boliger, der i disse år kommer med på fjernvarmen. Og det kan være byggemarkedet, hvor en håndværker fra forsyningen køber en svensknøgle.

Det er en stor glæde, at forsyningen som en markant sidegevinst ved sine projekter er med til at skabe liv og aktivitet i erhvervslivet og skabe arbejdspladser i kommunen. Hver gang prisen og kvaliteten er rigtig, vælger vi at handle med de lokale leverandører og bruge den lokale håndværker. For vi er lokalsamfundets forsyningsselskab. - Bestyrelsesformand Hans Luunbjerg.


Sådan fordelte Kerteminde Forsynings leverandører sig geografisk i Kerteminde Kommune i 2022. 
 

Kort over kommunen med tal for antal leverandører


Tal i cirkler angiver antallet af virksomheder i de enkelte byer.

 

Klik her for at læse pressemeddelelse om årsregnskab 2022 for Kerteminde Forsyning. 

Til nyhedsoversigten