Alle genbrugspladser er lukket d. 24. og 31. december.
Dette gælder også, selvom du er tilmeldt ubemandet åbningstid på Kerteminde Genbrugsplads.
Læs mere her

×
Menu

Sund kloak: spar penge og hjælp miljøet

 

Hvis du husker nogle simple tommelfingerregler, kan du være med til at værne om miljøet og spare penge. 

Kun tre ting i dit lokum: pis, lort og toiletpapir

Vatpinde, brugte kondomer, fiberklude mm. klumper sig sammen med fedt i kloakrørene og skaber propper i dine kloakrør. Propperne er dyre at få pumpet væk. Hvis klumpen sidder i det offentlige kloaknet, er du som kunde ved Kerteminde Forsyning også med til at betale via din almindelige spildevandsregning. 

Sigt efter skraldespanden, hvis du skal 'af' med andet end pis, lort og toiletpapir. 

Køkken: Hæld ikke fedt i afløbet

Hæld det hellere i en overskåret mælkekarton, og smid den i restaffaldsspanden. Har du ikke en tom karton ved hånden, så hæld fedtet op i en skål og lad det størkne. Når fedtet er størknet: i restaffaldsspanden med det. 

Fedt er et stort problem i kloakken, fordi det størkner og klumper sammen, så kloakken stopper. Det er ikke billigt at få besøg af en slamsuger - og hvert besøg slider på dine kloakrør. 

Vejbrønden flyder over eller stinker

Hvis du oplever en vejbrønd (populært sagt: kloakristen) på offentlig vej, der gentagne gange stopper til og flyder over, kan du rette henvendelse til Kerteminde Kommune på telefon 65 15 15 15 og bede om at tale med Vejafdelingen.

Er der tale om en privat vej, er det den lokale grundejerforening eller tilstødende grundejer, der skal rense vejbrønden. 

Lige efter et skybrud kan kloaknettet være midlertidigt overbelastet. I de situationer kan du se tiden an. 

Min egen kloak stopper til eller stinker - hvad gør jeg?

Oplever du stank fra et afløb, kan der være tale om udtørret vandlås. Problemet løses nemt ved at hælde et par liter vand i afløbet. Din vandlås kan blive suget tom, hvis der er blevet arbejdet på kloakken uden for din bolig eller efter kraftigt regnskyl. 

Løses problemet ikke ved, at du hælder vand i afløbet, skal du henvende dig til en autoriseret kloakmester. Bor du til leje, så henvend dig til din ejendomsmester eller udlejer. 

Hvis du eller kloakmester får mistanke om, at problemet med kloakken ligger uden for skel, bør du henvende dig til Kerteminde Forsyning på forsyning@kertemindeforsyning.dk.