Fredelige droner over Langeskov: Vi leder efter varmelæk i fjernvarmenettet
30. marts 2026 - 09:57
Hvis du fra 1. april og cirka en måned frem ser en drone flyve hen over Langeskov, er der ingen grund til bekymring. Det er os hos Kerteminde Forsyning, der er på jagt efter varmelæk i fjernvarmenettet.
Dronerne er udstyret med termografiske kameraer, som kan “se” varme. På den måde kan vi finde de steder i fjernvarmerørene, hvor varmen slipper ud – altså dér, hvor vi i dag fyrer for muldvarpene.
Hvorfor gør vi det?
Når varme siver ud af fjernvarmerørene, går der energi til spilde. Det betyder både et unødigt varmetab og en mindre effektiv drift af fjernvarmen. Ved at finde og udbedre læk i tide kan vi:
- mindske varmetabet
- udnytte energien bedre
- sikre en mere stabil og effektiv fjernvarme
Kort sagt: Mindre spild – mere varme der, hvor den hører hjemme.
Hvad betyder det for dig?
Kortlægningen foregår fra luften og påvirker ikke din hverdag. Dronerne tager ikke almindelige billeder eller film. Dronerne fotograferer udelukkende temperaturforskelle i jorden og fjernvarmenettet – ikke mennesker, haver eller huse.
Resultaterne bruger vi internt til at planlægge reparationer og forbedringer i fjernvarmenettet, så vi også fremover kan levere en effektiv og driftssikker varme til vores kunder i Langeskov.
Har du spørgsmål?
Har du spørgsmål til vores droneflyvning, kan du henvende dig til os på tlf. 70 25 33 33 eller forsyning@kertemindeforsyning.dk.
Termograferingen udføres af firmaet NRGI – BL TERMOGRAFI, og de har de nødvendige tilladelser til at flyve i området.