Samlet set rolig prisudvikling i 2026

11. november 2025 - 13:30

 

Kerteminde Forsyning har netop godkendt budgetterne for 2026, og det betyder en samlet prisstigning for kunderne på kun 2,2 procent – altså lidt under den forventede inflation. På trods af store projekter som nyt vandværk, klimasikring og øget cybersikkerhed kan forsyningen samlet set holde prisudviklingen i ro.

Flere kunder kan glæde sig over lavere priser på både renovation og fjernvarme. For en standardfamilie falder prisen på tømning af skraldespande med 475 kr., mens fjernvarmen bliver 543 kr. billigere om året. Faldet på affaldsområdet skyldes ny lovgivning, hvor producenterne fremover betaler for håndtering af emballageaffald. Fjernvarmeselskabets økonomi nyder godt af, at antallet af kunder stiger.

Jeg er meget glad for, at forsyningen sænker fjernvarmeprisen til næste år i en tid med krig i Europa og deraf følgende uro om energiforsyningen i Danmark. Fjernvarmeprojektet i Munkebo buldrer derudaf. Og de mange nye tilslutninger disse år har en positiv indflydelse på vores økonomi.

- Jacob Brønnum, bestyrelsesformand

Der er dog også stigninger. Prisen på drikkevand stiger med 11 procent, da der skal bygges et nyt vandværk, og spildevandsprisen stiger med 15 procent på grund af nødvendige klimatilpasninger til at håndtere mere ekstreme regnskyl.

I kroner og øre betyder det, at en standardfamilie samlet set får en årlig merudgift på 734 kr. i 2026, hvilket ligger lidt under inflationen.

Se fuld pressemeddelelse på vores presseside.

Til nyhedsoversigten